Rødt øje og irritation i øjet forekommer ofte hos hunde.
Mange hundeejere opfatter ikke et øje ” som løber i vand”, som noget problem. Imidlertid kan en forøget mængde tårevæske, samt et rødt øje godt være det første tegn på en alvorlig øjenlidelse.
Ofte vil ejeren overfor dyrlægen i telefonen oplyse, at det nok er en mindre øjenkathar, hvorfor dyrlægen ”blot” skal udstede et lægemiddel rettet mod denne lidelse.
Desværre kan en overset eller ubehandlet øjenlidelse udvikle sig til noget mere alvorligt og kan i visse tilfælde medføre tab af synet, fordi det kan være nødvendigt at sy øjenlågene sammen eller fjerne øjet ved operation.
Det er særdeles vigtigt at gøre sig klart, om hunden viser tegn på smerte fra øjet. Ofte vil hunden føre en forpote op til eller forbi øjet for at vise, der er et problem.
Endvidere kan en hyppig blinken med øjet også være et tegn på smerte fra øjet.
Hvad kan jeg gøre?
Hvis man er det mindste i tvivl om årsagen til et rødt øje, eller til en irritation i øjet, så bør man søge dyrlæge.
Det kan være dyrlægen ikke råder over tilstrækkelig viden eller ikke har tilstrækkelig erfaring samt ikke er i besiddelse af special udstyr til øjenundersøgelser, hvorfor henvisning til en øjendyrlæge kan være nødvendig.
Øjenlidelser, som i mange tilfælde vurderes som en øjenkathar, kan være grøn stær og hornhindesår (se grøn stær, hornhindesår ).