Døvhed, Dyrlægevagten
Hunde øre- & øjenlidelser

Døvhed

Døvhed kan være medfødt eller opstå efter sygdom og under uheldige omstændigheder efter medicinering. 

Medfødt døvhed kan skyldes en defekt i hjernen eller i høreknoglerne eller en manglende åbning af øregangen. Mange mennesker har gjort den iagttagelse, at hunde med hvid pelsfarve, f.eks. dalmatiner, hunde med harlekinmønster, kan have medfødt arvelig døvhed.
Erhvervet døvhed opstår i reglen i forbindelse med en ørelidelse. Hvis der er en betændelse i det ydre øre, (se ørebetændelse) kan denne betændelse gå videre til det indre øre. Hvis det sker, kan der være risiko for, at høreknoglerne tager skade og døvhed opstår. 

HVAD KAN JEG GØRE?
Har man mistanke om, at hunden er døv, kan man tabe et nøglebundt på gulvet uden, at hunden ser det. Hvis ikke hunden reagerer på denne pludselige kraftige lyd, er den sandsynligvis døv. Man kan også frembringe en kraftig lyd, når hunden sover og se om den reagerer. Det er ikke muligt at finde ud af, om hunden har nedsat hørelse, fordi man ikke har en objektiv undersøgelsesmetode, som kan klarlægge dette. Derfor vil man i mange tilfælde vurdere, at hunden er fuldstændig døv.

Medfødt arvelig døvhed kan sjældent behandles, hvorfor disse hunde bør neutaliseres, således at nedarvning forhindres.  
Hvilke problemer er der med en døv hund?
Det er vanskeligt at dressere en døv hund, fordi den ikke vil kunne registrere fløjtelyde. Endvidere bliver en døv hund mere overrasket, hvilket kan resultere i øget aggressivitet og angstbidning. Hunden kan ikke høre lyde fra trafikanter, hvorfor der kan være øget risiko for trafikskade.   

Hunde, som er blevet gradvis døve, vil udmærket kunne klare sig i vante omgivelser i hjemmet.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten