Nyfødte killinger, Dyrlægevagten
Katte Fødsler

Nyfødte killinger

Killinger fødes døve og med lukkede øjne. Deres lugte og smagssans er til stede ved fødslen. De vejer 110-120 gram og fødes med et sukkerdepot i leveren, hvorfor de kan klare sig i de første timer. Sukkerdepotet reduceres imidlertid hurtigt, hvorfor det er vigtigt, at killingerne kommer i gang med at die så hurtigt som muligt. Moderen skal helst blive tæt ved killingerne i det første døgn, hvorfor fødekassen skal have en passende størrelse ( 5o x 35 x 30 cm), så den fødende kat kan bevæge sig frit i kassen. Mange fødende katte kan bedst lide at være sig selv på et roligt, mørkt sted, hvor de kan være i fred. 

Killinger indtager og har behov for 2-3 ml mælk hver 3 time i de første døgn.
Efter ca. 10 levedøgn åbner øjnene sig og mælkemængden øges til 5-7 ml ved hvert måltid.

Moderen vil efter hver diegivning rense killingerne ved at slikke dem rene for urin og afføring.

Når killingerne er omkring tre uger begynder de at blive mere aktive. De første tegn på leg viser sig, og de begynder selv at kunne holde sig rene. Når de er tre – fire uger skal de tilbydes et fodertilskud, som f.eks. kan bestå af surmælksprodukter, som tilbydes i en underkop, lidt fint hakket kød o.a. Man kan også købe færdig killingefoder (se fuldfoder til katte i butikken, Specific FPD, FPW).
Mange katte begynder at gå væk fra killingerne, når de er 6-7 uger gamle; men nogle kan godt fortsætte med at lade killingerne die meget længere. Man kan undertiden se en voksen killing die indtil 8-9 måneders alderen.
Killinger når en vægt på 300-350 gram, når de er ca.tre uger. Ved 6-7 ugers alderen opnår de en vægt på 700-800 gram. I gennemsnit er tilvæksten ca. 90 gram pr. uge, indtil 8 ugers alderen.

Fra 8-12 uger er den gennemsnitlige tilvækst på 115 gram.
Der er en forskel i tilvæksten, således at killinger fra et mindre kuld har en større tilvækst end killinger fra et større kuld. Det kan også medføre, at killinger fra et større kuld kan være 1-2 måneder længere om at opnå voksenstørrelse end killinger fra et mindre kuld.

Hvis moderen ikke har tilstrækkelig med mælk til at opretholde normal tilvækst på killingerne, kan man som supplement tilbyde en modermælkserstatning til killinger.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten