Kuldstørrelse, Dyrlægevagten
Katte Fødsler

Kuldstørrelse

Kuldstørrelsen er afhængig af flere faktorer, herunder kattens sundhedstilstand og foderstand. Der er også en tilbøjelighed til at kuldstørrelsen øges, indtil katten har født fire kuld. Herefter aftager antallet af fødte killinger indtil katten har født syv gange. Fra 7. til 9. fødsel øges kuldstørrelsen igen, hvor 9. kuld er maximum. 

Kuldstørrelsen varierer fra 1 til 8, hvor gennemsnittet er 4 killinger. Der er dog set en fødsel, hvor katten har født 14 killinger og fravænnet dem alle. Rekorden skulle være 15 fødte killinger, hvor 11 blev vænnet fra.

Hvis katten føder mellem 1 og 8 killinger, synes der ikke at være større dødelighed blandt killingerne, hvad enten katten føder 1 eller 8 killinger, hvor imod dødeligheden stiger, hvis kuldet er større end 8. Dødeligheden blandt nyfødte killinger øges også, når katten bliver ældre. Undersøgelser viser, at dødeligheden er mindre blandt hun killinger end han killinger i diegivningsperioden.

Kattemælk består af 3,7% fedt, 6,5% protein og 3,6% lactose. 

Killinger indtager og har behov for 2-3 ml mælk hver 3 time i de første døgn.

Efter ca. 10 levedøgn åbner øjnene sig og mælkemængden øges til 5-7 ml ved hvert måltid

Killinger skal helst opnå en tilvækst på 10 gram eller mere pr.dag 

Hvis katten ikke har tilstrækkelig med mælk p.g.a sygdom eller der ikke er tilstrækkelig med mælk af anden årsag, kan det være nødvendigt at supplere med en mælkeerstatning, som kan købes hos dyrlægen eller på apoteket. Hvis man ikke kan skaffe en erstatning, kan man bruge alm. komælk i en kort periode, som tilbydes 37 grader varmt. Man kan bruge en øjenpipette eller en engangs plastsprøjte på 1-2 ml. til indgivelse af mælkeerstatningen.    

Når killingerne er omkring tre uger begynder de at blive mere aktive. De første tegn på leg viser sig og de begynder selv at kunne holde sig rene. Når de er tre – fire uger skal de tilbydes et fodertilskud, som f.eks. kan bestå af surmælksprodukter, som tilbydes i en underkop, lidt fint hakket kød o.a. Man kan også købe færdig killingefoder (se fuldfoder til katte i butikken, Specific FPD, FPW).

   

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten