Vask af hund, Dyrlægevagten
Hunde pleje & fodring

Vask af hund

Der er mange, som har den opfattelse, at hunde og katte aldrig skal vaskes. Det er ikke rigtigt. Hunde bliver snavsede og kommer til at lugte, hvis de ikke vaskes og plejes. Katte kan også have behov for at blive vasket.

Hos hund og kat rummer hver hårsæk ikke bare et enkelt hår, men mange hår (hårtotter), og hårvæksten er ikke konstant, men periodisk og årstids bestemt. I hver hårsæk udmunder udførselsgangen fra en talgkirtel og en svedkirtel. Det udskilte talg lægger sig som en beskyttende film over hud og hår. Det medfører, at det tynde fedtlag er opsamlingssted for afstødte døde hudceller og snavs. I dette hudmiljø er der mulighed for, at bakterier og andre mikroorganismer kan trives.
Nogen bakterieflora er ønskelig; men bliver antallet for stort, vil man kunne lugte bakteriernes nedbrydningsprodukter, f.eks. smørsyre. Herved bliver huden irriteret, og dette kan være begyndelsen til en hudlidelse.

Hvad kan jeg gøre?
I simple tilfælde vil lunkent vand være et godt rengøringsmiddel. Efter afskylning i rent vand tørres og frotteres hunden med et håndklæde. Det er vigtigt, hunden beskyttes mod kulde og træk, så længe den er fugtig.

Hvis der ophobes fedt og skæl i pelsen, vil en afskylning med lunkent vand i reglen ikke være tilstrækkelig, hvorfor vask med en egnet shampoo, vil være tilrådelig.
Det er vigtigt, at shampoo til hund ikke virker udtørrende på huden eller beskadiger pelsen, og at shampoo har en neutral surhedsgrad (pH 7,2).

Shampooen skal være fremstillet af stoffer, som ikke virker lokalirriterende eller fremkalder en allergisk reaktion.

      
 

  

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten