Det bliver ofte blandt hundeejere diskuteret, om hunde kan tåle mælk. Der er faktisk hunde, som tåler mælk; mens andre ikke kan omsætte mælkeprodukter.
Hos mennesker kender man samme problem og her ved man, hvad årsagen er. Når mælken kommer ned i tyndtarmen, skal den nedbrydes for at kunne optages i organismen. For at det kan finde sted, skal mælken nedbrydes ved hjælp af et enzym, som hedder lactase.
Hvis dette enzym ikke er til stede, så vil hunden ikke kunne omsætte mælk, og man vil i mange tilfælde se, at hunden får diarré i varierende grad. Årsagen til denne type diarré er, at lactasemanglen medfører en sur reaktion i tyktarmen, hvilket medfører, at absorptionen af vand nedsættes.
Hvad kan jeg gøre?
Hvis man fodrer med et lactosefrit foder, altså et foder uden indhold af mælk og mælkeprodukter, så skal diarreén høre op. Sker det, så er det mælkeprodukter, som er årsag til diarreén.