Overvægt, Dyrlægevagten
Hunde pleje & fodring

Overvægt

Overvægt opstår, når der ikke er balance mellem den mængde energi, som indtages og den mængde energi som forbrændes.
Når hunden æder foder og får godbidder og der optages mere energi end nødvendigt, så vil den overskydende energi omdannes til fedt, som lagres i kroppen.

Overvægt er et hyppigt forekommende problem hos hunde. Undersøgelser peger på at 25-50% af hundene er overvægtige. Derfor er det vigtigt at få hunden tilbage til normalvægten, før  der opstår sygdom, som skyldes overvægt.

Flere forhold kan være med til at give overvægt.

• For meget foder
• For mange godbidder
• For lidt motion
• Sterilisation
• Kastration
• Alder, ældre hunde har tendens til overvægt p.g.a nedsat aktivitet
• Race, basset, beagle,cairn terrie,cocker spaniel, labrador o.a

Tegn på overvægt

• Ribbenene kan ikke føles
• Taljen er ikke synlig
• Fedtdepoter på ryg og hale
• Besværet gang
• Langsomme bevægelser
• Stakåndet
• Sover mere end normalt
• Dårligt humør
• Dårlig hygiejne
• Gider ikke gå tur

Hvis hunden vejer 15% mere end sin ideal vægt, så vil man betegne hunden som overvægtig.

HVAD KAN JEG GØRE?
I mange tilfælde vil en foderændring kunne hjælpe hunden tilbage til normalvægten.
Der findes slankefoder, som sammen med øget motion og ændrede “godbidvaner” vil understøtte hunden i at reducere vægten.
Hvis man vælger et slankefoder er det vigtigt at hele familien står bag projektet, ellers opnår man ikke det ønskede resultat for hunden.
For at finde ud af, hvor meget slankefoder hunden skal tildeles pr. døgn, er det nødvendigt at veje hunden. Når man kender hundens vægt fodrer man efter den tabel, som er påtrykt foderemballagen.
Man fodrer kun med denne fodermængde i løbet af et døgn. Fodring kan ske så ofte, som man plejer, men det betyder, at slankefoderet også bruges, som vanlige godbidder.
Man vejer hunden regelmæssigt for at følge processen.
Det er fortsat vigtigt at veje hunden, når den har nået idealvægten for at sikre sig, den ikke bliver overvægtig igen.
Der findes patienter, hvor overvægten kan skyldes et unormalt stofskifte. Her vil det være nødvendigt at konsultere dyrlæge, dels for at få den rigtige diagnose og dels for at få den rigtige behandling.

Se produkter mod overvægt

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten