Pelspleje, Dyrlægevagten
Hunde pleje & fodring

Pelspleje

Når man anskaffer sig en hund, skal man huske, at der er nogle hunderacer, som kræver mere pelspleje end andre racer. Man skal derfor, mens hvalpen er lille, lære den at få ordnet pelsen. Det er en god idé, at hvalpen lærer at ligge eller stå på et bord, således at besøg hos dyrlægen, trimning, børstning og vaskning ikke senere udvikler sig til en kamp mellem hunden og dens ejer. Har man en hundrace,som fælder, er det også en god idé at lære hunden at blive støvsuget. Ejeren vil opdage og erfare, at en støvsugning af pelsen senere letter den daglige rengøring af hjemmet.

En anden mulighed er at tage hvalpen med til stranden om sommeren og lære den at svømme. Herved bliver hunden fortrolig med det våde element, og man opnår, at hunden taber løse hår, og at hunden ikke bliver bange for vand.

Til den daglige pelspleje er det nødvendigt at anskaffe forskellige redskaber. Der er selvfølgelig forskel på, om det er en kort eller langhåret hund.

  • Børster med stålpigge
  • Kam med afstand mellem tænderne
  • Blød karte er forslag til den daglige pelspleje af pudler.

Hvor ofte skal hunden trimmes?
Der er naturligvis en variation racerne imellem.

Hvor lang tid skal der gå mellem besøgene hos hundefrisøren?
Generelt er de fleste ejere ikke i tvivl om, hvornår hunden trænger til et besøg hos hundeklipperen, men har hunden problemer med pelsen, kan et hundetrimmerbesøg være nødvendigt lidt hyppigere, end man normalt forventer.

Pudler og terrier klippes hver 4 til 5 måned.

Må hunden vaskes?
Hvis hundens pels er blevet smurt ind i et eller andet, kan det være nødvendigt at vaske hunden. Hunden kan have tilbøjelighed til at rulle sig i ekskrementer fra andre hunde, hvorved pelsen kommer til at lugte. Derfor kan en vask med en god hundeshampoo være nødvendig, således at “hundelugten” forsvinder.

Husk at skylle hundens pels med rigelig vand efter vask med shampoo.

Generelt.
Pelsen bør mindst en gang om ugen børstes grundigt igennem. Hvis der er “klumper” af hår, bør disse redes ud. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, bør man kontakte dyrlæge eller hundefrisør.

Se evt. plejemidler for hunde i online butikken

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten