Hvordan foregår en sterilisation?
En sådan operation foregår under bedøvelse. Normalt fjernes begge æggestokke, æggeledere samt selve livmoderen gennem et snit i bugvæggen. Derved ophæves dyrenes forplantningsevne. De kan ikke komme i løbetid mere. I de allerfleste tilfælde kommer dyrene sig særdeles hurtigt efter operationen. Nogle gange er dyrene indlagt en dag eller to efter operationen. I andre tilfælde kan de komme hjem igen samme dag.
Operationen kan foretages allerede i 6 – 9 måneders alderen. I nogle tilfælde inden deres første løbetid, men hunkatte bør have haft første løbetid før sterilisationen.
Hunkatte – prævention
Hunkatte kan få p-piller. Der gives 1 tablet een gang ugentlig uden afbrydelse i hele kattens liv.
Normalt starter man med at give katten p-piller, når den er 4½-5½ måneder gammel. Hvis katten er født om vinteren, er det dog nødvendigt at starte i 3½-4½ måneders alderen, da det tiltagende dagslys i februar/marts/april måned kan bevirke, at hunkatten bliver tidligere kønsmoden.