Foderkvalitet, Dyrlægevagten
Katte Pleje & fodring

Foderkvalitet

Det er vigtigt at fodre katte med et foder, som er tilpasset deres alder, størrelse og livsstil. Det er ikke anderledes end hos mennesker. Man giver ikke et lille barn voksenmad. Når man bliver ældre, spiser man heller ikke det samme, som da man var barn.

Det samme gør sig naturligvis gældende for katte, og derfor tager producenterne af kvalitetsfoder disse ting med ind i vurderingen, når foderet fremstilles.

Man ved katte har det bedre, når de får et foder, som er udviklet til deres særlige behov. Derfor er der foderfirmaer, som har udviklet et sortiment, som er tilpasset killinger, voksne, ældre og katte, som rammes af sygdom. 

I en undersøgelse har man sammenlignet de basale næringsstoffer i billigt katte-foder med næringsstoffer i dyrere produkter. Det kan være udemærket at sammenligne foderprodukterne ved kemisk analyse (laboratorieanalyse af foderet), men det giver ikke i alle tilfælde et komplet billede af foderet. Selvom et foder overholder mindste kravet til visse basale næringsstoffer, betyder det ikke nødvendigvis, det er godt eller sundt for en kat. 

Tilstrækkelige mængder af næringsstoffer i et foder er ikke det samme, som at foderet indeholder de optimale mængder. Selv små justeringer af ingredienser kan have en betydelig indflydelse på kattens trivsel, og ekstra næringsstoffer,  kan forstærke denne indflydelse. Et eksempel kunne være indhold af antioxidanter, som sandsynligvis styrker kattens immunforsvar. På samme måde kan der være stoffer, som hjælper med at forsinke ældningsprocessen.

Medieskriverier om undersøgelser af kattefoder kunne tyde på, at kattefoder, uanset fabrikat,- praktisk talt er ens, uanset pris. Disse undersøgelser og dragne konklusioner kan være misvisende og forvirrende for katteejere.

Ernæring er ikke et let emne, fordi mange faktorer er afgørende for, hvordan foderet optages i katten. Der findes myter og halve sandheder om, hvordan katte bør fodres. Erfaringen viser, at der ikke findes et enkelt foder, som kan dække kattens behov hele livet. 

Derfor kan det være en god idé at søge råd hos dyrlæger/dyreklinikker, som ved noget om ernæring. Personalet har en uddannelse, som kan belyse kattens behov. Samtidig får man vejledning om foderets sammensætning. Dette danner baggrunden for at finde det foder, som er mest egnet til katten. 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten