Fældning, Dyrlægevagten
Hunde hudproblemer

Fældning

Hvis man kan tale om en irriterende egenskab hos hunde, så er det fældningen, der helt naturligt skyldes, at pelsen til stadighed skal udskiftes og fornys. Fældningens styrke, som varierer fra race til race, er årstidsbestemt og topper i løbet af foråret og efteråret.

Denne fysiologiske fældning er der ikke meget at gøre ved. God pelspleje og daglig strigling forkorter perioderne samtidig med, at man får samling på hårene og derved undgår, at  pelsen ender i gulvtæpper og  møbler.

Imidlertid er situationen for ganske mange hunde, at de naturlige fældeperioder både er længere og kraftigere end normalt, og det er som om de aldrig afsluttes. Da produktionen af nye hår ikke kan følge med tabet af gamle hår, bliver pelsen tynd, pjusket og glansløs, og ikke sjældent  bliver huden skældende.

Denne tilstand kan skyldes sygdomme i huden og andre organer, allergi eller hormonale forstyrrelser, og en behandling må rettes mod disse årsager.

Men i mange tilfælde finder man ikke nogen speciel årsag. Hunden virker sund og rask, har god appetit – den fælder bare!

Der kan være tale om en mangeltilstand hvad angår vitaminer, mineralstoffer og vigtige aminosyrer, eller et øget behov for disse stoffer, som indgår i alle vigtige livsprocesser og i opbygningen af nyt væv og nye hår.

Mangeltilstanden kan optræde, hvis foderet ikke indeholder tilstrækkelige mængder af disse mikronæringsstoffer. Man skal i denne forbindelse være opmærksom på, at udgør det indkøbte fuldfoder med afbalanceret og garanteret indhold af mikronæringsstoffer kun en del af den daglige foder, vil der være risiko for en for ringe tildeling af disse stoffer. Det samme kan være tilfældet, hvis hunden i en længere periode har haft nedsat appetit.

Der kan også være tale om, at hunden ikke optager tilstrækkelige mængder fra tarmen. Dette kan bl.a. ske, hvis foderet indeholder for meget af et stof, som dermed blokerer for optagelsen af andre stoffer. En uhensigtsmæssig bakterieflora i tarmen kan også hæmme optagelsen af disse stoffer.

Endelig kan hunde i perioder have et forøget behov for nogle af mikronæringsstofferne, som det f.eks. er tilfældet under drægtighed og diegivning. Stress øger også behovet. Nogle hunde er under stress, hvis de er meget alene hjemme og ved ændringer i hjemmet som f.eks. flytning, skilsmisser m.v.

Uanset hvad årsagen måtte være, har det vist sig, at tildeling af vitaminer, mineraler og vigtige aminosyrer har kunnet bremse en unaturlig kraftig fældning.

I online butikken kan du finde en række produkter som afhjælper dette problem: Vi kan anbefale COD SPECIFIC

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten