Kennelhoste er en smitsom sygdom, som smitter ved dråbeinfektion.
Sygdommen optræder som regel på steder, hvor der er samlet flere hunde, f.eks. hundepension, udstillinger, træningspladser o.a..
Bag om kennelhoste
Årsagen til sygdommen skyldes parainfluenza virus samt en bakterie, som hedder bordetella bronchiseptica.
Det er muligt at vaccinere mod begge agens.
Vaccinen, som benyttes, er en overflade vaccine, som indgives i hundens næsebor. Man drypper vaccinen ind i næsen og i løbet af ca. tre døgn danner hunden antistoffer mod bakterien. Det tager ca. tre uger før, der er dannet antistoffer mod parainfluenza virus.
Denne type vaccine danner antistoffer i næsehulens slimhinde og forebygger dermed, at hunden kan optage “smitten”, hvor den møder smitstoffet.
Vaccinen nedsætter risikoen betydeligt for, at hunden får kennelhoste. Skulle hunden alligevel blive smittet trods vaccination, så vil hunden som regel hoste mindre og i kortere tid end, hvis den ikke var vaccineret.
Beskyttelse antages at vare i et år, hvorfor revaccination er nødvendig for vedvarende beskyttelse mod sygdommen.
Læs i øvrigt kennelhoste.