Øjenlysning, Dyrlægevagten
Hunde hos dyrlagen

Øjenlysning

Øjenlysning, DyrlægevagtenØjenlysning udføres af dyrlæger, som har en videregående uddannelse om øjensygdomme. Dyrlægen, som er medlem af Den danske Dyrlægeforenings øjenpanel, foretager undersøgelsen. Denne undersøgelse er smertefri for hunden. 

Før undersøgelsen begynder anvendes øjendråber, som får pupillen til at udvide sig. Herved får dyrlægen mulighed for at undersøge de forskellige afsnit i øjet, herunder linsen og øjets baggrund. For at undersøge de indre dele i øjet, er det nødvendigt at anvende et ophtalmoskop. Undersøgelse af linsen kræver et biomikroskop (spaltelampe). Med dette instrument er det muligt at se uklarheder og deres placering i linsen. Disse specialinstrumenter findes hos øjendyrlægerne.

Formålet med at undersøge hundens øjne er finde evt. arvelige øjensygdomme. Optræder der arvelige øjenlidelser i en hunderace, er det vigtigt, at alle opdrættere medvirker i bekæmpelsen af sygdommen. Dette gøres ved at lade hunde, som skal indgå i avlen, øjenundersøge, når de er omkring et år gamle. For hanhunde som bliver brugt til avl, anbefales øjenundersøgelse en gang årligt, for tæver anbefales undersøgelsen før hver parring. 

Når man har besluttet sig for at få hunden øjenlyst, er det vigtigt, at hunden kan identificeres. Det betyder, at hunden enten har et tatoveringsnummer, som er læseligt eller er chipmærket (se mærkning).
Når undersøgelsen er afsluttet udfylder dyrlægen en øjenattest, som udleveres til ejer, og en kopi sendes til Dansk Kennelklub, som formidler undersøgelsesresultatet videre til specialklubber under Dansk Kennelklub.

Ejeren betaler dyrlægen et honorar for undersøgelsen og dyrlægen opkræver samtidigt et gebyr til Dansk Kennelkub.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten