Ørebetændelse, Dyrlægevagten
Katte Øre- & Øjenlidelser

Ørebetændelse

Ørets funktion er at opfange lyde og dermed være med til at give katten den rigtige opfattelse af lyde fra omgivelserne. Er denne funktion ikke normal, nedsætter det dyrets livskvalitet.

Øreproblemer hos katte er almindelige og kan for nogle katteejere være svære at tackle. Nogle katteejere ønsker at rense  kattens ører med forskellige håndkøbspræparater. Dette kan være medvirkende til, at katten ofte er irriteret i ørerne, og dermed tror ejeren, at katten har et øregangsproblem.

Øret opdeles i en ørelap, ydre øregang, trommehinde, mellemøret og det indre øre. Den ydre øregang forløber det første stykke lodret – for herefter at dreje vinkelret ind mod trommehinden. Den lodrette ydre øregang er normalt længere end det vandrette stykke. I den ydre øregang er der fedtkirtler, som producerer ørevoks.     

Mellemøret ligger bag trommehinden og sørger for at udligne trykket i øret gennem en gang til svælget (det eustachiske rør). Hvis der kommer et fremmedlegeme, eller ejeren, ved rensning af den ydre øregang, laver hul på trommehinden, kan det medføre, at katten får en mellemørebetændelse. 

Det indre øre ligger i øreknoglen. Opstår der sygdom i det indre øre, vil katten som regel vise tegn på balanceforstyrrelse.

Hvad kan jeg gøre?
Hvis katten ryster på hovedet, ustandselig klør med poten på det ene eller begge ører, skal katten have efterset sine ører. Det vil i de fleste tilfælde være nødvendigt at konsultere dyrlæge for at få en faglig korrekt undersøgelse med øreinstrumenter. Dyrlægen vil kunne afgøre, om der er en øregangsbetændelse, ødelagt trommehinde, fremmedlegeme i øret o.s.v., og dermed vil katten modtage den veterinærfaglige korrekte behandling. Det kan ikke tilrådes, at ejeren selv begynder med oprensning med forskellige rensemidler af øret uden en forudgående undersøgelse hos dyrlæge.

Ønsker ejeren at fjerne ørevoks kan dette foregå ved tør oprensning med vatpinde i den lodrette øregang. Man skal dog hele tiden tænke på, at der kunne være et fremmedlegeme i øret, og hvis katten viser tegn på smerte, ved at man berører øregangen med en vatpind, må man ikke fortsætte oprensningen, men i stedet søge dyrlæge. 

I nogle tilfælde er øregangen betændt, hvorfor dyrlægen vil behandle og ordinere medicin over en længere periode. 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten