Øjenlidelse – Grå stær, Dyrlægevagten
Katte Øre- & Øjenlidelser

Øjenlidelse – Grå stær

Grå stær er ikke særlig almindeligt hos katte. Hvis den forekommer skyldes det som regel andre øjensygdomme. Sygdommen udvikler sig langsomt, hvorfor synet hos katten også nedsættes langsomt. Grå stær er en sygdom, hvor linsen bliver uklar, mister sin gennemskinnelighed.

Hvad kan jeg gøre?
Har man mistanke om, at katten har nedsat syn på grund af en unormal farve i øjet, bør man straks kontakte dyrlæge.

Grøn stær
Grøn stær er en sygdom, som kan optræde i et eller begge øjne. Årsagen til grøn stær er ikke kendt med sikkerhed, men man antager, der kan være en arvelig disposition ligesom andre øjenlidelser kan være årsag til, at sygdommen udvikler sig.

De første tegn på grøn stær kan være, at det hvide i øjet bliver meget rødt. Endvidere kan øjet blive mat at se på, ligesom man undertiden kan se, at øjet får et blåligt udseende.

Undertiden løber øjet lidt i vand, men det mest karakteristiske symptom er, at øjet er rødt. Katten vil ikke forsøge at gnide øjet med poten, fordi sygdommen giver smerte.

Smerten skyldes, at der er et forøget tryk i øjenkammeret. Skulle der opstå grøn stær på begge øjne samtidigt, er der stor sandsynlighed for, at katten bliver blind i løbet af kort tid.

Hvad kan jeg gøre?
Opdager man, at kattens øje får et unormalt udseende, bør man straks konsultere dyrlæge. Det vil i de fleste tilfælde være nødvendigt at få foretaget en trykmåling af øjet. Dette kan gøres med specialinstrumenter, hvorfor det kan være nødvendigt at opsøge dyrlæger, som har disse instrumenter.

Behandlingen går ud på at give katten medicin, som nedsætter trykket i øjet. Sygdommen kan ikke helbredes, men man kan i nogle tilfælde med medicin forhindre sygdommen i at udvikles hurtigt.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten