Tandfejl
Tænderne er “rodløse” og vokser i hele dyrets liv. Det er meget let at undersøge fortænderne, medens der kræves specielle instrumenter for at undersøge kindtænderne. Undertiden kan det være nødvendigt at opsøge dyrlæge for at få kindtænderne undersøgt, fordi det vil være nødvendigt at bedøve dyret først.
Tandfejl kan ses fra fødslen (ungerne begynder at dø omkring fravænningstidspunktet), men tandfejl er dog mest almindelig hos ældre dyr.
Forvoksede fortænder ses af og til. Dette kan skyldes over- eller underbid. Sådanne tænder bør klippes regelmæssigt. Primær fortandsfejl er dog sjældent. Det væsentligste symptom på problemer med tænder, kommer fra kindtænderne, hvorfor det er vigtigt at få disse undersøgt regelmæssigt.
Forvoksede kindtænder er meget alvorlig tilstand. Tænderne fra underkæben vokser ind over tungen, medens tænderne i overkæben vokser ud ad mod kinden. Dette medfører, at dyret gradvis mister evnen til at tygge, og til sidst bliver tungen fanget i en “tandbro”.
Når denne lidelse opstår, bliver synkning næsten umuliggjort. Når man undersøger sådan en mund, vil man ofte som det første se, at munden er fuld af mere eller mindre finttygget foder, som dyret har fået ind i munden, men er ude af stand til at synke. Der er ofte så meget foder, at det kan være svært at se tænderne, men det er et vigtigt tegn på, at chinchillaen har vanskeligt ved at synke.
Symptomer
De første tegn på tandfejl er, at dyret indtager føden langsommere end sædvanligt, herefter konstateres vægttab, og hvis dyret går sammen med en artsfælle, vil man opdage, at det er artsfællen, der spiser mest af foderet. Hvis dyret går alene, vil ejeren efterhånden bemærke, at dyret virker sultent og interesserer sig for mad, men fravælger de hårde fødeemner, som foderpiller og korn, herefter følger f.eks. gulerødder, rosiner og nødder og til slut kan endog de allerblødeste fødeemner, som ungt græs, pærer og melon ikke synkes.
Senere kan man se forøget spytflåd, dyret er våd på pels under hagen og på halsen. Vægttabet er nu så betragteligt, at ejeren først nu begynder at indse, at der er noget galt med dyret. Når dyret forsøger at spise, hører man ofte en skurende lyd, som kan være tegn på, at kindtænderne fra de to kæbehalvdele ikke møder hinanden korrekt. Denne lyd kan man ofte reproducere ved at bevæge over- og underkæbe fra side til side i forhold til hinanden.
Det er karakteristisk, at ejeren synes, at dyret gerne vil spise, men ikke kan spise – i modsætning til andre sygdomme, hvor det er almindeligt, at dyret ikke interesserer sig for foder af en eller anden grund.
Behandling
Forvoksede fortænder klippes let, men for kindtændernes vedkommende vil det være nødvendigt at bedøve dyret, og indgrebet giver ofte skuffende resultater, fordi dyret som regel ikke kommer i gang med at æde igen. Hvis ejeren vælger at få klippet kindtænder, må ejeren være indstillet på, at det skal gentages ca. hveranden måned resten af dyrets liv. Men for mange dyrs vedkommende, kommer de først til dyrlægen på så sent et stadium, at aflivning er den eneste mulighed, og ejeren bør indse, at det er det eneste rigtige, når den korrekte diagnose er stillet.
Det er uforsvarligt at forlænge dyrets lidelser, når diagnosen er sikret.
Røntgen
Hos nogle gnavere vil diagnosen kunne sikres ved en røntgenoptagelse.