Lopper, Dyrlægevagten
Katte Hudproblemer

Lopper

Lopper, DyrlægevagtenKatteloppen er et blodsugende insekt, der udvikler sig fra æg over et larve- og puppestadie til en voksen loppe. Den voksne loppe er 1,5 – 3,0 mm lang, brunlig/sort.

For at kunne lægge æg skal loppen have suget blod fra en kat eller hund. Hun-loppen lægger op til ca. 15 æg pr. dag i kattens pels. Æggene drysser fra kattens pels ned i omgivelserne, hvor de klækkes og forpupper sig.

Indenfor en periode fra 12 dage til ca. 1 år – afhængig af temperatur og luftfugtighed – udvikles fra hver puppe en ny loppe.

Det kan hurtigt blive til et uoverskueligt antal. Derfor er det vigtigt, at katten behandles med et lægemiddel, som slår lopperne ihjel, før de begynder at lægge æg.

Symptomer
Katte klør sig normalt ikke, men til gengæld slikker de sig hyppigere end normalt. Derved kan de komme til at slikke nogle lopper i sig, så kan det være vanskeligt at påvise levende lopper i kattens pels.

Sådan konstaterer man om katten har lopper

  1. Se pelsen godt efter for loppeekskrementer. Disse er små, sorte pletter af tørret blod.
  2. Red pelsen godt igennem med en loppekam, gerne ned over et stykke vådt, hvidt papir eller vat.
  3. Hvis loppeekskrementerne falder ned på papiret eller vattet og bliver rødbrunt, kan man være sikker på, at katten har lopper.

Et af de tydeligste symptomer på et loppeangreb kan være, at der er hårtab på haleroden og ofte vil man kunne se de levende lopper. Når lopperne bider, afsondres der spyt i huden, og dette spyt kan udløse en loppeallergi, som er en hudlidelse.

Det kan derfor være nødvendigt ud over at behandle katten mod lopper, også at behandle mod den allergiske tilstand med forskellig medicin, salver og evt. bade.

Behandling
Det kan være vanskeligt at behandle et loppeproblem. Man må huske på, at dels er der i levende lopper, og dels er der loppens æg. Behandlingen bør derfor iværksættes på begge fronter, således at man behandler med medicin, der slår loppen ihjel og man behandler omgivelserne således, at æggene forsvinder. En effektiv metode til at aflive lopperne på, er at konsultere dyrlæge for at få den nødvendige medicin.

For at fjerne æggene er det en god idé at foretage hyppig støvsugning i omgivelserne, hvor katten færdes samt vaske kattens tæpper. Behandle grundigt mod voksne lopper i alle husets rum. Endvidere kan man købe midler som forhindrer loppens æg/larver i at udvikle sig.

Relevante produkter i dyrlægevagtens ebutik
Besøg siden:  Loppemidler til kat 

 

 

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten