Mange katteejere er i forbindelse med ferier eller evt. pludselig opstået sygdom nødt til at få katten passet af andre mennesker. Det er derfor en god idé at undersøge mulighederne få at få katten i pension, før man står i en akut presset situation.
Der findes mange kattepensioner, hvorfor det gælder om at se sig godt for.
I de fleste tilfælde må man anbefale at besøge kattepensionen, inden man indleder en egentlig pensionsaftale. Herved vil man kunne se på hygiejne, boksstørrelse, udegårde og andre faciliteter, som ejeren sætter pris på.
Generelt skal man være opmærksom på annoncer, hvor kattepensionen tilbyder at afhente katten og bringe katten uden beregning.
Dyrlægevagten har fået flere henvendelser fra katteejere, som har været utilfredse med en pension, p.g.a. sygdom i pensionen og manglende oplysning om sygdom, inden pensionsopholdet blev påbegyndt.
Når man planlægger ferien, er det derfor nødvendigt, at sikre sig en kattepension, hvor man ved, at tingene er i orden, og hvor man ved, katten har det godt, mens man selv nyder ferien.
I forbindelse med skolernes ferier, er der som regel mere pres på pensionerne, hvorfor det gælder om at være i god tid med en pensionsaftale, således at alt er klaret inden ferien påbegyndes.
Man kan også spørge venner og bekendte om, hvilken pension de har benyttet, for at vurdere om pensionen har de rigtige faciliteter.
Generelt gælder det,- er man utilfreds med en pension, – så prøv en anden!