Katten med på ferie?, Dyrlægevagten
Katte Rejse / ferie

Katten med på ferie?

Er det muligt at tage katten med på ferie?
Hvordan skal transporten udføres?

Hvis man har besluttet sig til at tage katten med på ferie, bør man sikre sig, at katten kan identificeres, hvis den løber væk.
Øremærkning er den sikreste metode, fordi man umiddelbart kan se et tatoveringsnummer i øret (se øremærkning).
Herudover er det også muligt at chipmærke katten (se chipmærkning).
Endelig kan man give katten et halsbånd på, hvor der er en elastik, så katten kan få halsbåndet af, hvis den skulle komme til at sidde fast. På halsbåndet kan man skrive ejers navn og adresse, samt tlf.nr.

De fleste katte kan ikke lide transport. Derfor er det vigtigt at gøre det så behageligt for katten som muligt. En egnet transportkasse er nødvendig.
Det kan f.eks. være en tansportkasse i kraftig plastik, som er gjort skridsikker i bunden og som har rigelig med lufthuller, så der ikke bliver varmt i buret. Man kan evt. drysse high absorb i bunden for at opfange urin og afføring (se butikken). Herudover bør katten have mulighed for at få vand, hvis transporten er af længere varighed.

Bil
Hvis katten skal transporteres i bil, bør man træne katten til at køre i bil. Det kan gøres ved at køre en kort tur nogle gange, så katten vænnes til at være i buret og vænnes til at køre med. Hvis man ved, at katten skal med på ferie, når man anskaffer den, så begynd allerede at køre med mens den er killing. Herved kan man i mange tilfælde undgå, at katten bliver køresyg (læs køresyge). Undgå fodring nogle timer før rejsen påbegyndes. Herved nedsættes risikoen for opkast.
Det er vigtigt, at buret fastgøres, enten ved selen i bilen eller på anden måde, så buret under kørslen ikke skrider frem og tilbage i bilen. Selvom katten skulle være utilfreds med turen, så lad være med at have den løs i bilen. Hvis man ruller vinduet ned eller åbner bildøren, kan katten hurtigt undslippe. Der kan også være risiko for, at katten springer ud af vinduet under kørslen. 

Tog
Man bør kontakte togselskabet for at sikre sig, om det er tilladt at bringe katten med under rejsen.

Fly
Man bør kontakte flyselskabet for at sikre sig om katten må transporteres blandt øvrige passagerer. Nogle luftfartsselskaber kræver, at katten transporteres i et særligt fragt rum.

Bus
Man bør sikre sig, om busselskabet har særlige regler for at transportere katte.

Hvis det ikke er muligt, at få katten med på ferie, så er pension eller hjemmepasning en mulighed, som bør overvejes.

Bagom artiklerne

Birthe Valling & Jens Bakkegaard

Dyrlæge Birthe Valling: Til dagligt arbejder Birthe sammen med dygtige kolleger på Helsinge Dyreklinik.
Jens Bakkegaard: Dyrlæge og leder af Hillerød Dyrehospital og Helsinge Hestehospital. En travl hverdag med mange spændende opgaver, -som giver stof til artikler på Dyrlægevagten