Ved ledmus forstår man frie vævspartikler i ledhuler. Det kan være knogle eller bruskstykker, som ligger løst i ledhulen eller er hæftet fast til ledkapslen inde i leddet. I nogle tilfælde er der en enkelt mus; men talrige løse legemer kan også ses. Ledmus kan variere i størrelse fra risengrynskorn- til hassel nøddestørrelse.
Ledmus kan i princippet optræde i alle led; men hos hunde er det mest almindeligt at finde mus i skulder, albueled (albueledsdysplasi) og bagknæ.
Det er ikke sikkert, hunden viser tegn på halthed, selvom der er en eller flere mus i et led.
Undertiden kan ledmus flytte sig i leddet. Hvis ledmusen kiler sig ind mellem to knogleender, kan det give smerte og funktionsforstyrrelse, og hunden vil være halt. Som regel forsvinder denne type halthed hurtigt, fordi ledmusen ligger løst og derved kan flytte sig.
Hvis musen sidder fast i ledkapslen, kan den irritere leddet. I mange tilfælde vil leddet reagere med en forøget produktion af ledvæske. Leddet bliver tykt.
Hvad kan jeg gøre?
I reglen vil en røntgenundersøgelse kunne afklare, om der er mus i et led. Hvis man konstaterer ledmus, og hunden samtidig er halt, så vil man som regel tilbyde en operation, hvor man fjerner musen. Operationen bliver udført i fuld bedøvelse og kan udføres ved at åbne leddet og fjerne musen. Man kan også i nogle tilfælde udføre operationen ved hjælp af et "kikkert" instrument (artroskop), hvor det ikke er nødvendgt at skære leddet op, fordi man med dette instrument kan se, opsøge og fjerne musen. Ved kikkertundersøgelsen kan man samtidig vurdere, om der skulle være andre sygdomstegn i leddet.